Forfatterværk, hos hvem jeg har været oprettet mindst siden det var et krav at være det for at deltage i en novellekonkurrence, har i et nyhedsbrev opfordret modtagerne af selv samme nyhedsbrev til at blogge ad helvede til, og det har plantet en lille tanke om, at det måske er tid til et publikum.
Vi prøver: En forfatterværk.net-blog er nu i luften for all to see.
Og således udskrev Forlaget Kandor en novellekonkurrence, der skal rykke vampyren ud af romantiske teenagefilm og idolplakater og geninstallere den i mareridtet.
Jeg kunne godt tænke mig at give et bud, men spørgsmålet er, om jeg evner det. Jeg ved ikke noget om horrorgenren, og der er desuden et eksplicit krav om originalitet, som jeg sikkert får betragtelige vanskeligheder ved at honorere. Hvordan genopfinder jeg vampyren? Min fantasi viser sig altid så begrænset i sådanne tilfælde.
Og så er der hele problemet med min perfekte rekord på én novellekonkurrencedeltagelse og én (delt) sejr. Vil jeg virkelig sætte den på spil? Åh, de problemer, den smerte.
Og jeg er i øvrigt også fattig. Kan man dog ikke få noget anerkendelse for at være en fattig forfatter?
Jeg har nogle måneder til at finde ud af det hele. Vampyren må ikke være en gammel, bleg mand med kappe og hugtænder. Der skal mere til, siger de (ja, de bajadser tillader sig gudhjælpemig både at stille krav og at definere ovenstående blodsuger som uoriginal!). Jeg går i batgrotten og tænker.
Lister. Jeg elsker lister. Jeg overspringshandler ved at lave lister.
Året i år har budt på en række ganske glimrende læseoplevelser (indsæt selv en passende mængde bavl med vendinger som “Jeg elsker at dykke ned i romanens univers” og “bare at fortabe mig i bogens verden”). Jeg er kronisk bagud med at læse de bøger, jeg gerne vil, og blandt andet derfor læser jeg sjældent nye udgivelser. De kommer på listen, ja, men når jeg når til dem, er de ofte flere år gamle.
De heldige vindere er denne gang:
Dertil kommer en halv genlæsning af Iliaden (som jeg indtil videre har lagt fra mig igen) og så selvfølgelig, hvad jeg nu har måttet læse i forbindelse med mit arbejde, men det vil jeg holde ude i denne sammenhæng.
Jeg har her i december læst Empire Falls og er nu deprimeret over visheden om, at jeg aldrig kommer til at skabe noget tilsvarende.
Skriveprocessen minder for tiden om et byggeprojekt i Grækenland. Not a whole lot going on. Man skulle tro, at en verbal IQ på 143 kunne booste noget så verbalt som ordproduktion. Er tricket, at jeg skal sige det højt, før jeg skriver det?
Nu, jeg har fået nævnt mit overlegne intellekt (åh, den tid der gik med at spekulere på, hvordan jeg henkastet skulle få gjort opmærksom på det), må jeg pille det ned igen. For det første er den samlede IQ 135, hvilket så igen siger, at det, der ikke har med ord at gøre, trækker mig noget ned. Jeg er praktisk uanvendelig. Det var det måske ikke nødvendigt med en test for at afgøre. For det andet kan jeg jo så – ser det ud til – heller ikke bruge den verbale del af det til noget videre.
Fra i morgen – faktisk fra i dag, men officielt fra i morgen – kan Ti Noveller fra Fantasiens Univers købes en række steder på nettet, bl.a. her. Således sendes den i kredsløb for at leve sit eget liv, og hvad man nu ellers kan få sig selv til at give den med af floskler – det er jo altid god reklame for noget, der skulle forestille at sælge sig selv på sproget.
Linket fører til storybag.dk, der har lovet at tage en lille del af markedsføringsslæbet ved at sætte bogen på forsiden af deres website i en periode, og så er det jo vældigt flinkt, hvis jeg linker til dem. Den kan dog også købes hos saxo.com, williamdam.dk, g.dk osv. (det var dem, jeg kendte; jeg ved ikke om osv. rent faktisk dækker over noget).
Som den vågne læser vil bemærke, har man ikke fundet mit materiale værdigt til at optræde blandt de udvalgte uddrag, ej heller har man set denne forfatter som en egnet repræsentant for den samlede gruppe, hvorfor jeg må støtte mig til at blive genkendt som personen bag “m.fl.” – og det kan jeg så ikke engang sige, at jeg har for mig selv.
Oh well, life’s good. Jeg efterlader Generation 7 til at dø i sin egen jagt på lykke og arbejder videre på det store mesterværk på hvis forside m.fl. engang vil stå uden alle de andre. Det var sjovt så længe det varede. Må du glide ud i glemslen og aldrig belaste mit anonymiserede navn.
Og så tager vi lige billedet igen:
Efter at have insisteret i en længere periode lykkedes det mine forældre at få adgang til novellen. I dag fik jeg feedback. Min moder ophævede endegyldigt og omsider vores symbiotiske forhold med et udsagn om, at hun faldt i søvn, inden hun var nået ret langt, og alfader konstaterede, at den var udsvævende. How’s that for a first review.
Det er jo ikke fordi, jeg som sådan er uenig i, at det er mangelfuldt udført i både sprog og sammenhæng. Det er bare som om, det er noget andet, når der er andre der siger det. Hvad blev der af de velduftende blomster, James?
Vi har ændret forside:
Fra på tirsdag kan Ti Noveller fra Fantasiens Univers købes i landets eboghandler. Jeg har på nuværende tidspunkt læst to af de andre noveller og synes, at min egen har niveau til at være et sted midt imellem. Jeg er det middelmådige, fyldet. Det bliver bedre.
“We must proceed on the assumption that almost all prose popularly acclaimed as beautiful (‘she writes like an angel’) is nothing of the sort, that almost every novelist will at some point be baselessly acclaimed for writing ‘beautifully’ as almost all flowers are at some point acclaimed for smelling nice.”
Således talte James Wood.
Køb den nu bare.
Den påståede septemberudgivelse Ti Noveller fra Fantasiens Univers kan fra 6. december endelig erhverves somewhere only God knows. Jeg har modtaget såkaldte prøveeksemplarer – åh ja, det er rigtigt forstået: de har sendt mig en pdf-fil. Og en epub. Der medfølger et ønske om at være rigtig sød at lade være med at sprede dem ud over internettet, da det jo vil være rigtigt ærgerligt for salget. De er personlige og må ikke deles. I både bold og italic – er det bare mig der savner en understregning for ligesom at slå budskabet fast?
Min tekst har været igennem en korrekturlæsning, ser det ud til. Nogle steder har de simpelthen ændret det ord, jeg har brugt – i en grad, så jeg med det samme bemærkede det og måtte tjekke i den fil, jeg selv har liggende. Åh jo, de bedrevidende har ment, at de er i deres gode ret til at bestemme, hvad jeg mente – så når deres Word laver røde bølgestreger, så må jeg have haft en hensigt om at skrive noget andet og har bare brug for hjælp til at finde det rigtige ord. Det samme gør sig gældende med kommateringen.
Sådan kan det jo gå, og alt i alt er det bare fint, at min novelle – jeg bryder mig ikke om det ord til den bastard af en danskstil – nu udkommer. Jeg er ikke stolt af den, men visse passager er nu blevet ret gode. Jeg kan glæde mig over, at resten af den miserable fremstilling (af min egen tekst; det er ikke en sammenligning med de andre noveller, som jeg ikke har læst) får de gode steder til at stå særligt stærkt frem.
Blandt bitre opstød er det vel også på sin plads at vise lidt respekt for den mand, der forsøger at drive forlaget og trods alt har ladet mig komme til orde. På trods af den mystiske indgriben i mit værk (som dog sikkert er korrekt nok, hvad ved jeg?), er jeg selvfølgelig taknemmelig for at kunne kalde mig forfatter i den uendelige mellemtid, der nu følger – og slutter med, at jeg forhåbentligt lever op til den titel ved at udgive noget ordentligt.
Køb bogen. Jeg skal sørge for link til mesterværket på tirsdag, når den kommer i ebogshandlen.
Hughes Mearns’ Antigonish eller The Little Man Who Wasn’t There – her gengivet efter det ufejlbarlige Wikipedia:
Yesterday, upon the stair,
I met a man who wasn’t there
He wasn’t there again today
I wish, I wish he’d go awayWhen I came home last night at three
The man was waiting there for me
But when I looked around the hall
I couldn’t see him there at all!
Go away, go away, don’t you come back any more!
Go away, go away, and please don’t slam the doorLast night I saw upon the stair
A little man who wasn’t there
He wasn’t there again today
Oh, how I wish he’d go away